Om at være bedst

Hele mit liv
har jeg troet jeg gerne ville
være bedst.
Jeg lærte mig selv at læse da jeg var 3,
blot for at min bror og søster
ikke var bedst.

Jeg fik kun gode karrakterer,
for at andre i hvert fald ikke var bedst.

Jeg begyndte at læse på universitetet
for at bevise at jeg var bedst.

Fandt den lækre kæreste,
hvis hjerne var som pingpongbolde
i lufttomme rum,
blot for at være den bedste.

Jeg har hele tiden kæmpet for
at være den bedste.
Den bedste datter
den bedste søster
den bedste veninde
den bedste lærer
den bedste kæreste
Den bedste!

Jeg var imidlertid aldrig
den bedste.
Med lidt held kunne man måske kalde mig
middelmådig.

Hvor kan man dog kæmpe mod mange
usynlige vindmøller
der kun eksisterer i ens hoved.

Kan man kalde det midtlivskrise,
når man får sådan en indsigt i en alder af 25?

Jeg ved kun få ting
jeg altid vil være bedst til:
Det er at dumme mig gang på gang
og til bare at være mig.